Lad julesorgen slukkes

Sådan slutter den julesalme, jeg holder allermest af. Og selvom det lyder som noget gammelt lidt uforståeligt snak, så er det super aktuelt. – Igen i år.

Den lille sætning har i hele mit voksne liv været kilde til tanker og samtaler om glæde og sorg, om familie, kærlighed, minder, forventninger, skuffelser og selvfølgelig om, hvad det der julesorg egentlig er.

Jeg tror, at når vi tager os tid til at tænke over det, sidder vi med vores helt egen forståelse, der har rødder dybt indeni os, og som taler til os i det sprog, som den engang blev skabt i. Forståelsen altså, – af julesorg.

For måske er din og min julesorg en forstørrelse af de sorger, vi hver især bærer på hver dag i vores liv. Julen kommer til at virke som en slags fremkaldervæske for de små og store ubehagelige erindringer og følelser, som vi ellers er dygtige til at håndtere og holde på en plads, hvor vi kan kontrollere dem og holde dem ud.

Fordi julen er en tid, hvor forventningerne om at familier skal samles i kærlighed, og at harmoni og glæde nærmest automatisk skal erstatte alle andre former for sindsstemninger, så bliver det ikke bare smertefuldt men også ensomt at skulle bære og håndtere de følelser, der ikke matcher de forventninger.

Det bliver ensomt, når der i hele jule-setuppet ikke er gjort plads til det. – Hvem har lyst til at spolere julefreden med deres ophobede og forstørrede sorgrige følelser, og tilmed risikere at man ikke engang ville få det bedre af det?

Og hvem kan leve op til at leve i glæde og harmoni og glemme de følelser, der netop bliver forstørret i den kontrast, som der jo er?

Julesorgen kommer til os, og vi reagerer på den ud fra, hvornår sorgen ramte os første gang. Derfor er det ikke mærkeligt, at vi reagerer ligeså forskelligt, som vi er os.

Sorgen kan indeholde bristede forventninger, ensomhed, frygt og rædsel eller følelser af uretfærdighed og hjertesorg, for bare at nævne lidt. Og følelserne stammer jo ikke bare fra erindringer om jul, men fra hele vores liv. Og vi reagerer på dem som de børn, de unge søgende mennesker eller de voksne, vi var, da vi blev ramt første gang.

Der er nogen, for hvem julesorgen er så altoverskyggende, at de ville ønske, at man kunne springe julen over, at den var overstået, – ja, at den slet ikke var til.

Men julesorgen skal ikke bæres alene. Det er mit vigtigste budskab.

Når vi deler vores julesorg, får vi på bedste vis givet os selv omsorg. Man kan næsten høre det i ordlyden. Når vi taler om sorgen. Ikke alene får vi omsorg, men vi får også brugt hinanden til det, som vi – efter min bedste overbevisning – er her for: At bære hinandens byrder, at være hinandens støtter og dele livet.

Når vi deler julesorgen, så deler vi også de håb og drømme og værdier, der ligger bag ved sorgen. Og på den måde bliver vi mindet om, hvad der er vigtigt for os. Vores værdier bliver spejlet, så vi kan se dem, og så de kan blive vores kompas i livet. På den måde kan vi langsomt heles igen.

Så når lige din julesorg rammer. Så kan du måske huske på, at du ikke er alene. Vi kan sammen hjælpe hinanden med at lytte og forstå og værne om de værdier, der kan hjælpe os videre i livet.

Måske bliver det for højstemt at sige, at vi kan være som hinandens engle. Men det er for lige at sætte det med julesorgen i den rette sammenhæng. ‘Velkommen igen Guds engle små’ er salmen.

Prøv i julen at lægge mærke til, hvor meget håb og glæde og kærlighed, der er i den salme.

Glædelig jul