Om mig

Du skal have det godt med sig selv og med andre – ja, du skal lykkes! Det er hvad jeg er optaget af.

Selvom det ikke altid opleves sådan, så har vi mennesker potentiale til at skabe positiv forandring i vores eget liv, uanset hvilke udfordringer, vi står overfor. Det er den proces, jeg hjælper dig med.

Om du ønsker klarhed og retning i dit liv, oplever stress og angst, har udfordringer med kærligheden eller i forhold til din familie eller venner, så støtter jeg dig i din proces.

Jeg er selv et nærværende menneske og det er afgørende for mig som terapeut at vise respekt for dig, din historie og det menneske, du er. Jeg gør alt for at skabe et trygt og støttende rum til dig, hvor du frit kan udforske dine tanker, følelser og mål uden, du behøver være bange for at blive bedømt.

Som uddannet psykoterapeut fra Systemisk Institut for Familieterapi (SIF) har jeg et fast udgangspunkt i teori og metode. Jeg er trænet i at genkende og forstå både de generelle psykologiske sammenhænge – og den enkeltes særlige udfordringer. Jeg tager udgangspunkt i det, som lige præcis du kommer med, og så arbejder vi sammen.

Ny viden indenfor terapi får jeg som medlem af dansk Psykoterapeutforening (MPF), som er et fagligt forum for psykoterapeuter. Her bliver jeg løbende opdateret på viden og forskning indenfor terapi.  

Desuden er jeg uddannet instruktør i Mindfulness Pro ved Aspecht og Mandrup. Denne uddannelse har indført mig i mindfulness filosofi og praksis. Jeg bruger i dag aktivt mindfulness i mit arbejde. Det handler i bund og grund om at være fuldstændig nærværende og skarp i nuet.

Jeg har arbejdet med skole i 27 år, først som lærer og derefter 18 år som skoleleder. Gennem alle disse år har jeg haft den store glæde at arbejde tæt sammen elever, lærere, pædagoger og forældre, hvilket jeg takker for. Det har givet mig en betydelig forståelse for menneskers udfordringer, relationer og potentiale for personlig vækst. Som skoleleder har jeg fået indsigt i, hvordan mennesker reagerer på stress, præstations-tryk og forandringer. Jeg har lang og god erfaring med at hjælpe mennesker tilbage i balance igen.

Undervejs har jeg fået tre dejlige børn, der i dag er voksne med alle de glæder og udfordringer, der følger med.

Jeg elsker udelivet og finder størst ro og balance, når jeg er i naturen.

I vores samtaler vil du opleve, at jeg anvender flere forskellige greb; både coachende og terapeutiske teknikker i kombination, for at skabe samtaler, der passer bedst til præcis dine behov.

Kontakt mig for at aftale en samtale eller for at høre mere.

Jeg ser meget frem til at hjælpe dig.